Bekæmpelse af Klannere

Pels klanner

Pelsklanneren er en bille på ½ cm’s længde. Den er ensfarvet sort bortset fra to hvide pletter midt på dækvingerne. Larven bliver op til 1 cm lang, er brun og lådden og har en karakteristisk penselformet hårdusk i bagenden. Larven kan nemt for­veksles med den brune pelsklannerlarve, der er mere almindelig inden døre.

Pelsklannere kan træffes overalt i det fri, og i som­mer­tiden kan de voksne biller ofte findes på blom­strende planter, hvor de æder pollen og nektar. Hunnen lægger sine 50-100 æg i muse- eller fuglereder. Larverne lever af fjer, hår eller andet affald, som findes i rederne. Larverne kan inden døre optræde som skadedyr i uldne tekstiler, natursilke, skind, pelsværk, udstoppede dyr og insektsamlinger.

Både billerne og de meget aktive larver kan fra fuglereder på huset vandre ind i beboelsen. Da de voksne biller flyver godt, kan de også komme ind ad åbent­stående vinduer og døre. I huset kan hunnerne lægge æg i uldne tekstiler, eller hvor som helst der findes føde for larverne. Det kan være i gulvrevner, langs fodpaneler, i bunden af klædeskabe og lignende steder, hvor uldfnug og andet organisk materiale samler sig.

I løbet af sin udvikling gennemgår larven en række hudskift, inden den gennem et puppestadium forvandles til den voksne bille. De tomme larvehuder vil hyppigt røbe dyrenes tilstedeværelse. Den voksne bille kan ikke leve af de samme materialer som larverne – men som nævnt af blomsterstøv og nektar.

Flæskeklanner

De voksne biller er brunsorte og kendes på det lysebrune takkede tværbånd hen over den forreste halvdel af ryggen. Larverne er mørkebrune, dog lysere på undersiden og tydeligt leddelte med lange børster strittende fra alle led. På det bagerste synlige led har larverne to mørke kitinkroge.

Klannerne er en insektgruppe, hvis larver i vid ud­strækning har specialiseret sig i at udnytte rester af døde dyr. Via deres levevis er de altså med til at føre materialet ind i naturens kredsløb igen.

Flæskeklan­neren lægger sine æg i kadavere, ligesom f.eks. spyfluen, men klannerlarverne kan i modsætning til fluelarverne også udnytte de tørre dele som brusk, indtørrede kødrester, huder osv.

Flæskeklannerens spiseseddel er i øvrigt righoldig; foruden i “naturlige” ådsler trives de godt i røget eller saltet kød, i klipfisk og fiskemel, i tør ost, i hunde­kiks, og i tørkost til f.eks. hunde og katte. Det sker også, at de forgriber sig på havregryn og lignende plantekost.

Larveudviklingen

Larveudviklingen tager under de mest gunstige betingelser cirka en måned. De fuldvoksne larver forlader normalt det, de har levet i, og opsøger et beskyttet sted, hvor de kan forpuppe sig.

Finder de ikke et passende, naturligt hulrum til formålet, gnaver de sig ind i træværk, papkasser og lignende. Herved kan de på lagre forårsage yderligere skade. På uopvarmede steder som f.eks. lofter over­vintrer de som voksne biller, og man ser så først noget til dem det følgende forår, når de bliver aktive igen. De voksne biller er meget livlige, og da de fly­ver udmærket, kan de træffes langt fra arnestedet.

Dukker der flæskeklannere op i beboelser, kan de have udviklet sig i madvarer eller foder, men i de fleste tilfælde stammer de fra en død mus under gulvet, døde fugle på loftet eller andre steder i beboelsen. De er også meget almindelige i duereder.

I private hjem gør flæskeklannere sjældent skade. På lagre med dyrefoder eller på minkfarme kan de imidlertid udvikle sig i tusindvis, og gøre stor skade på emballage og træværk.